Nyhed

Darleens-guitarist udgiver soloalbum med Calexico og Mark Lanegan

Margrethe Björklund udsender sit første soloudspil med prominente gæster

Tilbage i 90'erne og begyndelsen af 00'erne gjorde Margrethe Björklund sig bemærket som guitarist og sangskriver i pigegruppen Darleens, der spillede country på et tidspunkt, hvor det ikke var helt så velanset som nu. Siden har hun spillet pedal steel-guitar for en lang række danske og amerikanske kunstnere, blandt andre Niels Skousen, Jimmy Jørgensen og Johnny Sangster fra det hedengangne dansk-amerikanske band The Sharing Patrol.

Nu er Margrethe Björklund imidlertid på vej med sit første soloalbum, "Coming Home", der udkommer i USA 22. marts under kunstnernavnet Maggie Bjorklund. Her udgøres backingbandet af selveste Calexico alias Joey Burns (bas) og John Convertino (trommer), mens markante sangere som Mark Lanegan, Jon Auer (The Posies) og Rachel Flotard (Visqueen, Neko Case Band) leverer vokalerne.

Margrethe Björklund fortæller: – Jeg har spillet meget i USA, og når jeg møder andre pedal steel-guitarister, falder jeg altid i snak med dem, for vi er et sjældent folkefærd, så vi skal altid hilse på hinanden, når vi mødes. I den forbindelse kom jeg i kontakt med Calexicos pedal steel-guitarist Paul Niehaus og dermed Calexico, og da jeg skulle indspille mit album, spurgte jeg dem, om de havde lyst til at medvirke. Det havde de heldigvis. Med hensyn til Mark Lanegan har jeg spillet sammen med nogle af hans gamle kolleger i Screaming Trees, og de etablerede kontakten.


Albummet, der er indspillet i både Tucson, Arizona, Los Angeles, Seattle og København, indeholder lige dele instrumentalnumre med Margrethe Björklunds karakteristiske stemningsfulde pedal steel-spil i front og sange med vokal.

Margrethe Björklund følger albummet op med en række koncerter i USA, blandt andet på den store musikbranchefestival South By Southwest i Austin, Texas i marts. Endnu er der ikke planlangt koncerter eller en officiel udgivelse af albummet i Danmark, men det kommer, forsikrer Margrethe Björklund, der regner med, at hendes soloalbum ikke bliver en enlig svale:

– Det har været fantastisk at komme rigtigt i gang som solist. Nu har jeg også brugt så mange år på at blive en rigtig god pedal steel-guitarist. Jeg har øvet mig mange timer hver dag.
      


ANNONCE