I anledningen af genudgivelsen af Queens of the Stone Ages debutalbum fangede vi primus motor Josh Homme på telefonen til en snak om pladen og ikke mindst om at være kaptajn på sit eget piratskib
Mandag den 7. marts genudgiver Queens of the Stone Age deres selvbetitlede debutalbum fra 1998. I den forbindelse har GAFFA fået en snak med primus motor Josh Homme.
I genudgiver jeres debutalbum, 12 1/2 år efter det kom i butikkerne. Er der en speciel anledning til dette?
Josh Homme: – Den har været ude af tryk i et stykke tid, og det tog mig et stykke tid at få albummet tilbage…
Så det var en juridisk ting?
– Nej, det vare bare med hensyn til licensering til forskellige selskaber i forskellige dele af verden, og den begyndte at gå ud af tryk rundt omkring. Det virker som om at på dette tidspunkt, hvor man kan finde en femte generations kopi på YouTube, så bør den også stadig kunne fås i butikkerne.
Stod du selv for re-masteringen, eller var det en outsider?
– Jeg arbejder ikke med outsiders! Jeg er outsideren. Jeg arbejdede med de samme folk, som jeg har arbejdet med på flere album, for at bevare pladen. Den er næsten identisk med originalen. Lydmæssigt er den mindre end de andre plader, men det er vigtigt for mig, at den bevarer sin individualitet.
The making of…
Kan du fortælle mig lidt om, hvordan det var at lave denne plade?
– Det interessante er den situation, som bandet opstod fra. Jeg var i bund og grund stoppet med at spille musik, og prøvede at være studerende. Og jeg havde intet tv, ud over nogle gamle tegnefilm fra Anden Verdenskrig, så dem så jeg overdrevent mange af. Men jeg begyndte at få de her sange oppe i mit hoved, og den første jeg fik, var "Regular John". Da jeg begyndte at spille den, var det ligesom derfra, det hele skete.
Så den var ligesom dit "eureka moment", som definerede din lyd og stil?
– Ja, den sang var ligesom dæmningen, der brast, og jeg havde lyst til at lave noget, der var totalt anderledes end det, jeg hørte rundt omkring; hvis jeg skulle lave noget, ville jeg have det til at definere sin egen niche. Så det var først, da jeg forstod, hvad "Regular John" gik ud på; den der slags kantede, tunge trancerock for piger, du ved…
Ja, det er faktisk en meget rammende beskrivelse!
– Og med modsætningsforholdet til vokalen som ligger ovenpå, som skal få folk til at tænke "Hvad er det? Det giver ikke mening!"
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion
