Nyhed

Promus inviterer til foredrag om "bands og brands"

To engelske branchefolk fortæller om fremtidens mulige sammenspil mellem musikere og kommercielle produkter

I en ikke så fjern fortid var det formenlig de færreste musikere, der gladelig promoverede deres musik i reklamefilm. Men tiderne skifter, og mens pladesalget falder og falder, får flere og flere kunstnere en solid indtjening ved netop at lade deres takter og toner indgå i kommercielle sammenhænge.

Hvordan musikbranchen kan sikre sig økonomisk i krydsfeltet mellem "bands og brands", vil det engelske konsulentfirma, FRUKT Communications, forsøge at gøre nysgerrige tilhørere klogere på, når de torsdag 10. marts kigger forbi Produktionscentret for rytmisk musik i Århus, Promus' lokaler i Vester Alle 15.

FRUKT Communications har i sin godt tiårige levetid blandt andet arbejdet for brands som Coca Cola, Nokia og Heineken og undertiden smedet dem sammen med navne som David Bowie, Phoenix og Diplo.

Ved torsdagens foredrag vil grundlæggeren af FRUKT Communications, Jack Horner (tv.) og kollegaen Dom Hodge (th.), give en indføring i FRUKTs nærmere virke og samtidig forsøge at kaste lys over, hvad den hjemlige musikbranche kan få ud af et muligt sammenspil med reklame-, film- og computerspilsbranchen.

GAFFA talte forleden med Jack Horner, som ikke var sen til at rette en skarp kritik af den manglende omstillingsparathed, han mener særligt de multinationale pladeselskaber døjer med:

– Hvis man vil overleve i musikbranchen, er man nødt til at droppe tanken om, at pladesalget er den vigtigste indtægtskilde, og det har især de store pladeselskaber svært ved. De har alt for længe været forbeholdne over for at indgå samarbejder med eksempelvis brands, men de små, uafhængige pladeselskaber har været gode til at tænke i kreative indtjeningsmuligheder, fordi de sjældent har mange penge at gøre godt med, mener Jack Horner, hvis kontante synspunkter altså vil blive luftet i Promus på torsdag.

Arrangementet finder sted fra kl. 14.00 til 17.00.


ANNONCE