Nyhed

Dokumentar om Lemmy udkommer på dansk dvd

Film om Motörhead-legenden er på gaden som dansk dvd i næste måned, med masser af ekstramateriale

Dokumentarfilmen, der bærer titlen "Lemmy: 49% Motherfucker, 51% Son Of A Bitch", havde premiere sidste år på den amerikanske film- og musikfestival SXSW. Nu kan danske fans så erhverve sig filmen på dvd fra hjemlige butikker, når den udkommer i Danmark til april, med danske undertekster.

Filmens to instruktører, Greg Olliver & Wes Orshoski, har samlet tre års materiale i form af optagelser til et færdigt resultat, der indeholder både liveoptagelser og interviews. Der er blandt andet optagelser, hvor Lemmy spiller sammen med Metallica i 2009 samt masser af interviews med venner, bekendte og fans.

GAFFAs anmelder Lars Löbner skrev om filmen i en 6-stjernet anmeldelse:


"Optagelserne fra privaten er blot en lille del af denne stærkt underholdende film, der som det mest overraskende viser, at bag den massive hård nyser-facade, gemmer sig en givende ven og en vanvittigt vittig hund. Læg dertil gæsteoptrædener fra Metallica, Dave Grohl, Alice Cooper, Billy Bob Thornton, Slash, Mick Jones og Jarvis Cocker og du har et bredt appellerende portræt om en sand ener".

Filmen om den nu 64-årige Ian Fraser Lemmy Kilmister er på gaden i Danmark den 5. april.

Ekstramaterialet er som følger:


Disk 1
• The making of Lemmy
• We are the Road Crew
• Meet the Superfans
• Mikkey Dee
• Live Motörhead
 
Disk 2
• Lemmy & Metallica in Nashville
• Lemmy's 50th Birthday w/Metallica
• Lemmy Interview Outtakes
• Phil Campbell aka Lord Axesmith Feature
• Clarke – Kilmister – Taylor: The Early Years
• Matt Sorum Featurette
• The Sweet side of Lemmy
• Lemmy in the studio / The making of Motörizer
• Dave Grohl & Lemmy Full Conversation
• Billy Bob Thornton & Lemmy Full Conversation
• Triple H Interview Outtakes

ANNONCE