x

The Who med nyt album?

The Who med nyt album?

Efter alt at dømme vil et helt nyt The Who-album meget vel kunne se dagens lys allerede til foråret. Det vil i så tilfælde være første gang siden 1982, at det legendariske band udgiver et nyt studiealbum.

Ifølge guitaristen Pete Townshends (billedet) officielle hjemmeside har albummet fået den foreløbige titel ”WHO2”, måske med henvisning til det faktum, at kun to af de originale medlemmer af bandet – nemlig ham selv og forsanger Roger Daltrey – endnu er i live.

På hjemmesiden skriver Townshend endvidere, at planen for albummet er, at han og Daltrey skal mødes i midten af december for at spille det, de har skrevet, for hinanden. Hvis alt går vel, regner han med, at de vil have et færdigt album klar til foråret, hvorefter de så vil tage på tour.

Townshend og Daltrey har arbejdet på udgivelsen siden 2002, og i marts i år kunne det første spæde resultat ses. Her blev de første nye The Who-sange siden 1989 (hvor The Who var med på to sange på Pete Townshends soloalbum "The Iron Man") nemlig udgivet på compilation-albummet ”Then And Now”. De to sange, der ved den lejlighed blev udgivet, havde titlerne ”Real Good Looking Boy” og ”Old Red Wine”.

Se Townshends hjemmeside her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA