x

Veto, Destroyer, Little Dragon og Tame Impala til Roskilde

Veto, Destroyer, Little Dragon og Tame Impala til Roskilde

Det er blevet onsdag, og på denne tid af året betyder det offentliggørelsen af en håndfuld nye navne til årets Roskilde Festival. I dag er der lidt for enhver smag, og fra tre forskellige verdensdele. Nemlig – i alfabetisk rækkefølge – canadiske Destroyer, svenske Little Dragon, australske Tame Impala og danske Veto.

Canadiske Destroyer albumdebuterede i 1996 og har siden udgivet en lang stribe af album og ep'er med det, forsanger og sangskriver Dan Bejar selv kalder "European Blues", men også har elementer af glam-pop, lo-fi, shoegazer, soft-rock og meget mere. Blandt Destroyers inspirationskilder er Pavement og Guided By Voices, og koncerten bliver Destroyers første i Skandinavien.

Svenske Little Dragon blander synth-pop, jazzet r&b, triphop, elektronika med mere med den karismatiske japanske sangerinde Yukimi Nagano i front. Gruppen har samarbejdet med så store navne som Gorillaz og Dave Sitek fra TV On The Radio, og Yukimi Nagano var også gæstevokalist hos Gorillaz på Roskildes Orange Scene i 2010. Gruppen har udgivet to album og har et tredje på vej.

Australske Teme Impala er inspireret af de psykedeliske elementer hos ældre bands som Cream og The Beatles, men også et nyere åndsbeslægtet navn som The Flaming Lips. Gruppen debuterede i 2010 med albummet "Innerspeaker", som GAFFAs anmelder Simon Christensen tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om: "Den australske kvartet Tame Impala debuterer med et album, der bedst kan beskrives som en psykedelisk rockindsprøjtning, som er blandet med traditionel 60'er-beatmusik og et dreamwave-filter."

Danske Veto (billedet) er aktuelle med deres tredje album "Everything Is Amplified", som følger efter "There's A Beat In All Machines" fra 2006 og "Crushing Digits" fra 2008. Gruppen med Troels Abrahamsen i front har etableret sig som et af de førende danske navne i spændingsfeltet mellem rock og elektronika og modtog blandt andet P3 Prisen i 2009, ligesom de er blevet tildelt en række GAFFA-Priser og har haft radiohits som "You Are A Knife", "You Say Yes, I Say Yes" og aktuelt "This Is Not".

Roskilde Festival finder sted fra 30. til 3. juli med warm-up fra 26. juni. Se den fulde bandliste på Roskilde Festivals hjemmeside.

Køb billetter via GAFFA Live

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA