Nyhed

Radiohead i Smagsdommerne

"The King Of Limbs" bliver i morgen aften sat under lup af blandt andre Maya Albana og Martin Hall

"The King Of Limbs er et imponerende sammenhængende og spillevende udspil, hvor de otte numre fremstår som friske knopskud på de mange forgreninger, bandet har podet ud af rockmusikken i den nu 18-årige albumkarriere."

Sådan stod der blandt andet at læse i GAFFAs femstjernede anmeldelse af "The King Of Limbs", der siden har været en flittigt parlamenteret udgivelse af ikke så få brugere her på siden - fra "kedeligt og forudsigeligt" til "fantastisk album".

I morgen er det så "Smagsdommerne" på DR2s tur til at give deres mening til kende om det ottende studieudspil fra Thom Yorke og co. Med Adrian Lloyd Hughes som tovholder skal sangerinden og filminstruktøren Maya Albana, multimusikeren og forfatteren Martin Hall og lektor i literatur Lillian Munk Rösing diskutere, om de fem englændere i deres øjne stadig står distancen - og om rocken har en fremtid. Intet mindre.

Programmet løber sædvanen tro over skærmen kl. 23.00.   

ANNONCE