Nyhed

Sorten Muld genopstår

Efter en pause på næsten ti år giver Sorten Muld tre eksklusive koncerter i landets tre største byer

Folk-elektronika-gruppen Sorten Muld har fundet sammen efter en længere pause, hvor det har stået på familieforøgelse blandt nogle af gruppens medlemmer. Genforeningen resulterer i en lille forårsturné til april og maj, hvor Sorten Mulds oprindelige lineup af musikere giver koncerter i Århus, Odense og København. 

Sangerinde Ulla Bendixen fortæller om genforeningen i en pressemeddelelse:

"Vi kommer ikke med nyt materiale i denne omgang. Denne lille turné bliver et Sorten Muld Classic setup. Vi vil tage handsken op der hvor vi slap, og give publikum mulighed for et genhør med de sange og det univers, som mange har efterspurgt i de år der er gået. Alle fra det oprindelige Sorten Muld Orchestra har sagt uforbeholdent JA til at være med, så vi kan allerede mærke mosekonebryggen brede sig om fødderne på os igen. Vi glæder os!"


Sorten Muld, der blev dannet tilbage i midthalvfemserne, udgav inden opløsningen fire albums - "Sorten Muld" i 1996, "Mark II" i 1997, "Mark III" fra 2000 og "Jord Luft Ild Vand" fra 2002. De er mest kendt for deres blanding af folkeviser, akustiske instrumenter fra folkemusikken og elektronisk, nærmest techno-agtig musik, der blandt andet indbragte en Grammy for bedste techno-udgivelse i 1998.

Da GAFFA i 2008 interviewede gruppen, blandt andet omkring opløsningen, fortalte Martin Ottesen, der sammen med Henrik Munch står for tangenter og elektronik i gruppen:

"I gamle dage troede man, at svaler om vinteren dykkede ned på bunden af søen, ligesom frøerne. Altså inden man fandt ud af, om det fløj sydpå. Et eller andet sted tror jeg, det er, hvad vi har gjort. Det er jo ikke sådan, at vi har sagt "aldrig mere Sorten Muld." Vi slumrer, ligger i dvale, og en skønne dag, når den rigtige situation opstår, så er vi der igen".


Nu er den rigtige situation opstået og Sorten Muld er aktuel i en genforening med den oprindelige besætning af bandmedlemmer, som tæller Ulla Bendixen (sang), Henrik Munch og Martin Ottosen (tangenter og elektronik), Søren Bendixen (guitar), Johannes Hejl (kontrabas), Niels Kilele (percussion), Tommy Nissen (trommer), Martin Seeberg (sækkepibe, jødeharpe m.m.) og Martin Lorentzen (lys).

Man kan i den kommende tid opleve Sorten Muld live her:

Den 20. april – Voxhall, Århus – køb billetter via GAFFA Live


Den 5. maj – Posten, Odense

Den 6. maj – Amager Bio, København – køb billetter via GAFFA Live.  

ANNONCE