x

Kaizers Orchestra forvandles til teaterkoncert

Kaizers Orchestra forvandles til teaterkoncert

De har tiltrukket sig en dedikeret fanskare her til lands, siden debuten "Ompa Til Du Dør" bragede ind i øregangene i 2002, og nu kan tilhængere af norske Kaizers Orchestra se frem til at opleve sekstettens egensindige sigøjnerrock på de skrå teaterbrædder.

I fredags offentliggjorde Aarhus-teatret Svalegangen således, at de til næste år trakterer med teaterkoncerten "Maestro", hvis musikalske og lyriske råstof baserer sig på universet fra Kaizers Orchestras tre første plader.

– Det teatralske element har altid været en vigtig del af Kaizers Orchestra, så jeg er spændt på at se, hvordan Svalegangen får overført vores musik og tekster til et teaterstykke, fortalte Kaizers-frontmand, Janove Ottesen, ved fredagens pressemøde, hvor også de seks skuespillere, som skal levendegøre stykket, var til stede. Heriblandt skuespilleren Daniel Bevensee, der angiveligt er idémanden bag stykket:

– Jeg har længe været stor fan af Kaizers Orchestra og tit tænkt, at deres tekstunivers ville gøre sig godt som teater, så jeg præsenterede idéen for Per (Smedegaard, Svalegangens teaterchef, red.), og han var ret hurtigt med på den, forklarede Daniel Bevensee ganske beskedent.

Siden fik idéen også sin velsignelse af de bandets medlemmer – som tilfældigvis netop havde sagt ja til opsættelsen af et lignende stykke i hjembyen Stavanger.

I "Maestro" kommer tilskuerne til at stifte bekendtskab med de tre hovedkarakterer Sonny, Vicente og Victoria, hvis indestængte trekantsdrama udgør det tekstlige omdrejningspunkt på Kaizers-pladerne "Ompa Til Du Dør", "Evig Pint" og "Maestro", som alle er iscenesat i en verden præget af krig, mafialignende tilstande og østeuropæisk romantik.

Historien er det vigtigste
– Jeg tror, stykket kommer til at adskille sig fra en almindelig teaterkoncert, fordi den fortæller én sammenhængende historie om de her tre personers kamp for at klare sig i en krigstid, og det betyder også, at musikken ikke får en lige så vigtig rolle. Men det har jeg det fint med. Historien er det vigtigste, forklarer Janove Ottesen.

Kaizers Orchestras har i samme ombæring overdraget tjansen at fortolke gruppens gyngende Balkanrock til fire danske musikere, ligesom teksterne også vil blive sunget på nabolandets modersmål.

– Jeg glæder mig til at høre, hvordan de vil fortolke hele Kaizers-universet – og så bliver det rart for en gangs skyld at kunne sætte sig ude blandt publikum og bare nyde showet, medgiver Janove Ottesen.

"Maestro" er blevet til i samarbejde med teatrene Svalegangen, Teater Nordkraft (Aalborg) og Team Teatret (Herning) og får premiere 1. marts næste år. Den fulde forestillingsplan ser ud som følger:

1. - 31. marts 2012 – Teatret Svalegangen i Aarhus
10. - 28. april 2012 – Teater Nordkraft i Aalborg
3. - 25. maj 2012 – Team Teatret i Herning


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA