Nyhed

Editors til Northside

Den engelske gruppe får følgeskab af danske Fallulah til den århusianske festival

Endnu et internationalt navn kan nu meldes klar til årets udgave af Northside Festival, og denne gang drejer det sig om engelske Editors, der får følgeskab af den succesfulde danske sangerinde Fallulah.

Birmingham-gruppen Editors er en af de senere års største engelske musiksucceser. Bandet debuterede i 2005 med albummet "The Black Room", der med hits som "Munich" og "Blood" skaffede bandet en Mercury Prize-nominering. Opfølgeren "An End Has A Start" fra 2007 skaffede bandet deres første topplacering på den engelske albumhitliste og indeholdt top-ti hitsinglen "Smokers Outside The Hospital Doors".

Begge udgivelser har solgt mere end to millioner eksemplarer på verdensplan, og da de i 2009 udsendte "In This Light And On This Evening" gik de igen nummer et i hjemlandet. Udgivelsen blev i februar 2011 fulgt op af bokssættet "Unedited", som indeholder alt gruppen nogensinde har indspillet.


Ifølge bandet selv er de i gang med indspilninger til et nyt album, der forventes at udkomme i 2011, så mon ikke der venter en forsmag på det nye materiale til NorthSide Festival. Sådan var det i hvert fald sidst bandet gæstede en dansk festival, hvor de i 2009 bød publikum i Skanderborg på flere dengang nye numre.

Siden da har bandet gæstet København to gange, men til juni er det altså til NorthSide Festival i Århus, at Editors giver deres eneste danske sommerkoncert.

Her kan man som nævnt også opleve Fallulah, der har haft stor succes herhjemme med debutalbummet "The Black Cat Neighbourhood". Succesen ser ud til at fortsætte i resten af Europa, hvor der er koncerter på vej, og radiostationerne også ser ud til at have fået øjnene op for den talentfulde sangerinde.


Editors og Fallulah kan opleves sammen med navne som The Streets, Suede, White Lies, Band Of Horses, Elbow, Crystal Castles, The Vaccines, Interpol og mange andre i Ådalen ved Århus i dagene 11.-12. juni til Northside Festival, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE