Nyhed

Zucchero kommer til Danmark

Den italienske pop- og rockmusiker giver koncert i Sønderborg til sommer

Zucchero, der for snart 25 år siden hittede stort med duetten "Senza Una Donna" sammen med Paul Young, gæster Mølleparken i Sønderborg sidst i juni, hvor han giver en udendørskoncert.

De sidste 20 år har den italienske musiker solgt over 40 millioner albums, vundet priser som for eksempel to World Music Awards og deltaget i et hav af festivaler – heriblandt Danmarks Smukkeste Festival.

Zucchero, der blandt andet er kendt for at samarbejde med mange andre musikere, har dannet musikalsk makkerskab med folk som for eksempel Eric Clapton, Sting, Macy Gray, Tom Jones, Ronan Keating og Brian May.


Musikerens seneste album "Chocabeck" fra 2010 er ikke nogen undtagelse, hvor for eksempel Bono (U2) og Brian Wilson (Beach Boys) optræder. Desuden er det produceret af Don Was, som også har producet for blandt andre Rolling Stones, B.B. King, Bob Dyland, Roy Orbison og Elton John.

Numrene fra "Chocabeck" samt musik fra Zuccheros tidligere karriere kan opleves i Mølleparken i Sønderborg onsdag den 29. juni kl. 20.00.

Billetsalget er gået i gang, og man kan købe billetter her.


 

ANNONCE