Nyhed

Mumford & Sons vil tilbage i studiet

Bandet har skrevet nyt og vil snarest i studiet igen med produceren Markus Dravs

Debutpladen fra Mumford & Sons udkom i 2009, men da der gik et halvt år inden den kom til USA, opnåede gruppen sidste år at blive nomineret til to amerikanske Grammys et år efter de var blevet nomineret til en Mercury Prize i hjemlandet England. Men selvom albummet altså er ret nyt for store dele af det amerikanske publikum, varsler bandet nu alligvel, at de er ved at være klar til at indspille album nummer to.

Til Rolling Stone siger Ben Lovett fra bandet, at deres plan er at afprøve så meget nyt materiale som muligt på deres kommende turné, og så komme en tur i studiet senere i år. Bandet planlægger at alliere sig med producer Markus Dravs, der også producerede "Sigh No More".

Lovett fortæller, at et af de nye numre, "Lover Of The Light", hvor frontmand Marcus Mumford spiller trommer, allerede har otte måneder på bagen. Men de fleste af de nye numre blev skrevet på en særdeles produktiv uge i Nashville i januar måned. Her samlede bandet de brudstykker, de havde arbejdet på individuelt, og på en uge fik de sammensat dem til seks nye sange.


De nye numre vil blive luftet på den kommende Railroad Revival Tour, hvor bandet skal turnere med Edward Sharpe And The Magnetic Zeroes. Den strækker sig frem til slutningen af april, hvorefter bandet holder en pause inden den står på amerikanske og europæiske festivaler til sommer.

Hvorvidt Mumford & Sons når at udsende deres andet album i år vides endnu ikke.

ANNONCE