Nyhed

Agnes Obel drager på Danmarksturné til efteråret

Den ombejlede sangerinde har føjet ni danske koncertdatoer til sin travle kalender

Det har ikke skortet på succesen for Agnes Obel, siden hun i efteråret udgav debuten "Philharmonics", som prompte fik store anmelderroser stukket i favnen takket være sine yndefulde, klaverbårne ballader.

Siden har den Berlin-bosatte sangerinde ført et travlt program med udsolgte koncerter i ind- og udland og et spirende USA-eventyr under opsejling, men til efteråret retter Agnes Obel atter blikket mod Danmark for en stund.

I løbet af september og oktober giver hun således ni koncerter, hvoraf to af dem finder sted i DR's koncertsal, som Agnes Obel også gæstede sidste år – med fulde huse til følge.

"Det var langt fra de store armbevægelsers aften, men hun formåede tydeligvis at fastholde publikums opmærksomhed i kraft af en meget bevægende og dynamisk detaljeret musikalsk fremførelse", skrev GAFFAs anmelder, da Agnes Obel gav en fem-stjernet koncert i Musikhuset Aarhus' lille scene under sidste års Spot-festival. 

Den scene vil formentlig være alt, alt for lille til sangerinden nu...

De danske koncertdatoer fordeler sig som følger:

26.9. Koncerthuset I DR (koncertsalen)
27.9. Koncerthuset I DR (koncertsalen)
29.9. Musikhuset Aarhus (store sal)
30.9. Nordkraft Aalborg (Multisalen)
1.10. Værket Randers (store sal)
4.10. Tobakken Esbjerg
5.10. Jysk Musik og Teaterhus, Silkeborg
7.10. KulturCenter Limfjord, Skive
8.10. Vejle Musikteater

Billetsalget til koncerterne begynder på torsdag, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE