x

Emmylou Harris i Koncerthuset

Emmylou Harris i Koncerthuset

Emmylou Harris udsender til april albummet "Hard Bargain" og en måned senere kan hun opleves i København, når hun sammen med bandet Red Dirt Boys lægger vejen for DR Koncerthuset 23. maj.

Sidst Emmylou Harris var i Danmark var i 2008, hvor hun spillede en udsolgt koncert i Falconer Salen. Men denne gang er det altså Koncerthuset, der lægger scene til kort efter udgivelsen af hendes 22. soloalbum.

Harris debuterede i 1970 med folk-albummet "Gliding Bird" på et obskurt pladeselskab, så det var mødet med Gram Parsons året efter, der for alvor satte gang i sangskriverens karriere. Hun indspillede en række duetter med ham til hans første soloalbum "GP" og turnerede sammen med ham indtil hans død i 1973. Indspillede sange dukkede op på flere posthume udgivelser og var med til at bane vejen for hendes første udgivelse på et stort selskab.

Gennem 70'erne og 80'erne slog hun sit navn fast på den amerikanske countryscene, og i 1987 slog hun sammen med Dolly Parton og Linda Ronstadt for at udsende albummet "Trio". Siden er kommet endnu en udgivelse fra den konstellation, samt albums kun med Ronstadt og et med Mark Knopfler. Det er også blevet til uoverskueligt mange kollaborationer og duetter, men i de senere år er det tilknytningen til filmen "O Brother, Where Art Thou?", der har givet mest opmærksomhed.

På filmens soundtrack medvirker hun sammen med navne som Alison Krauss og Gillian Welch, der også var med i koncertfilmen "Down From The Mountain" og den efterfølgende koncertturné. Soundtracket vandt flere Grammy-statuetter som Harris har i alt tolv af på kaminhylden sammen med en Billboard Century Award, der er en årlig ærespris uddelt af musikbladet.

Emmylou Harris har desuden en plads i countrymusikkens Hall of Fame, og 23. maj kan hun opleves i DR Koncerthuset i København. Billetsalget starter fredag 18. marts via Billetlugen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA