x

Elektronisk musik i Ridehuset

Elektronisk musik i Ridehuset

Lørdag den 20. november står i den elektroniske musiks tegn når en række prominente gæster indtager Ridehuset i Århus. Som en del af Kulturama 2004 omdanner Kulturhus Århus i november Ridehuset til et kulturelt kraftcenter, der skal tage pulsen på det århusianske kulturliv.

Som en del af det projekt indtager Musikcaféen Ridehuset under titlen "Cellar Door". På programmet i morgen aften finder du Ralph Myerz & The Jack Herren Band (N, billedet), Secret Rhythms (D), DJ Olivinyl og Rumpistol.

Ralph Myerz & The Jack Herren Band, der har spillet mindeværdige koncerter på både Spot 09 og på årets Roskilde Festival, optræder med uimodståelige beats i et stævnemøde mellem electro, jazz og dub. Bandet er kendt for at levere et medrivende sceneshow, som især i kraft af bandets trommeslager og perkussionist, giver publikum en helt unik oplevelse.

Den tyske avantgardemusiker Burnt Friedman og det tyske kultband Cans trommeslager Jaki Liebezeit gæster også Ridehuset med deres Secret Rhythms projekt. Det er elektronisk musik og jazz i velfungerende fusion.

DJ Olivinyl og Rumpistol vil indtage pladespillerne med en blanding af favorit skiver og egne kompositioner. DJ Olivinyl er lokal DJ-helt, og Rumpistol kommer fra hovedstaden med sin organiske og melodiske click-hop.

Bag "Cellar Door" står to studerende, Martin og Maria, der er tilknyttet Music Management-uddannelsen ved det Jyske Musikkonservatorium. Ideen bag projektet er at promovere Musikcaféen og dens position som eksponent for den innovative elektroniske musikscene.

Projektet Cellar Door er støttet af Magistratens 4. afdeling, Århus Kommune.

Arrangementet starter kl. kl. 20.30.

Ridehuset

Kulturhus Århus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA