Nyhed

Jokeren og Ålen vender plader på Montmartre

Jokeren, Peter Ålbæk Jensen og Kristian Leth er blot nogle af de kulturpersonligheder, som hver onsdag fra april vender deres favorit-jazzplader på Montmartre

"Desert Island Jazz" er titlen på det første af en række initiativer, der skal skabe interesse for Montmartre blandt det yngre publikum. Tiltaget er gratis og finder sted på den københavnske jazzklub hver onsdag.

Konceptet går ud på, at fremtrædende musikere og kulturpersonligheder tager deres favorit-jazzplader med ind på Montmartre og spiller dem for publikum. Det er født ud fra tanken om, hvilke jazzplader kulturpersonlighederne ikke kan leve uden og ville tage med på en øde ø, og de kommende jazz-dj's vil fortælle om baggrunden for, hvorfor de spiller lige nøjagtig de plader og numre de spiller. 

Blandt de gæsteoptrædende, der vil kunne opleves fremover er Kasper Tranberg, Sigurd Barrett, Alex Riel, Katrine Madsen, Jesper Bodilsen, Peter Aalbæk Jensen, Stefan Pasborg, Kristian Leth, Benjamin Koppel, Hans Ulrik og Jokeren.


Initiativet er søsat af Montmartres nyligt tiltrådte kreative ledelse med Benjamin Koppel i spidsen:

"Montmartre skal ikke kun være for folk med gråt hår i toppen og penge på lommen, så derfor håber vi at unge mennesker vil tage godt imod de initiativer vi kommer med i den kommende tid, herunder Desert Island Jazz-konceptet og cocktailkonceptet som vi også netop har lanceret", udtaler Koppel. 

Første pladevender til "Desert Island Jazz" bliver dj'en og kornetisten Kasper Tranberg, som gennem de sidste 10 år har markeret sig som en musiker med en eksperimenterende tilgang til musikken.


Han pakker sin pladetaske til første arrangement onsdag den 6. april på Montmartre i København.

ANNONCE