Nyhed

Bootsy Collins udgiver nyt soloalbum

Funk-bassisten udgiver ny stjernespækket soloplade til april

Den tidligere James Brown- og Parliament Funkadelic-bassist Bootsy Collins udgiver i næste måned soloalbummet "Tha Funk Capital Of The World". Pladen er spækket med gæsteoptrædener fra stjerner som Ice Cube, Snoop Dogg og skuespilleren Samuel L. Jackson. 

Foruden de tre ovennævnte gæstestjerner, medvirker blandt andet også musikerne Bobby Womack, George Clinton og Catfish Collins og rapperen Chuck D på albummet, som ifølge pressemeddelelsen er "proppet til bristepunktet med funk, soul og r'n'b med et så smittende overskud, at festen på det nærmeste strømmer ud af højttalerne".

Tracklisten på albummet indeholder numre som "After These Messages" feat. Samuel L. Jackson og "Don't Take My Funk" feat. Catfish Collins & Bobby Womack. Bootsy Collins, der officielt blev optaget i Rock'n'Roll Hall Of Fame i 1997, og desuden vandt en Grammy for "Weapon Of Choice", som han skrev sammen med Fatboy Slim i 2002, udtaler om albummet:


"Den hemmelighed jeg lærte er, at du ikke kan fortælle universet, hvad der skal ske. Universet skal nok fortælle dig, når det er klar – og så handler det om, at du er klar. Og da universet fortalte mig, at det var tid til at indspille mit nye album, Min Gud, så var jeg klar!", udtaler Bootsy Collins om albummet.

Lige nu kan man få et indblik i, hvad der er i vente her.

"Tha Funk Capital Of The World" udkommer i Danmark mandag den 26. april på Mascot Records via Target Distribution. Førsteoplaget udsendes med 3D coverartwork.


ANNONCE