x

Maceo Parker til Danmark

Maceo Parker til Danmark

I efteråret kunne Horsens Ny Teater præsentere det anerkendte funk-orkester Tower of Power, og nu er endnu en af funkens helt store stjerner på vej til Horsens i form af James Browns' gamle saxofonist Maceo Parker. Han kan tre dage tidligere desuden opleves i Glassalen i Tivoli.

Maceo Parker kom med i James Browns band i 1964 og spillede med Brown i de to følgende årtier samtidig med, at han opbyggede en solid solokarriere. Derudover var han i 70'erne en del af Parliament-Funkadelic, og i 90'erne spillede han med Prince som en del af The New Power Generation.

Han har medvirket på plader med De La Soul, Bootsy Collins, Red Hot Chili Peppers, Bryan Ferry, Ani DiFranco og mange andre samtidig med, at der er kommet en lind strøm af soloplader. Senest er i 2007 kommet albummet "Roots & Grooves", der er en hyldest til inspirationskilden Ray Charles.

Det var med det album Parker i 2008 gæstede Copenhagen Jazzfestival, hvor han gav en koncert på Plænen i Tivoli i København, der efterfølgende fik fem stjerner af GAFFAs Ivan Rod.

Denne gang lægger Maceo Parker dog også vejen forbi Jylland, nærmere bestemt Horsens, hvor saxofonisten kan opleves 14. september i Horsens Ny Teater. I København afvikles koncerten med Maceo Parker 11. september i Glassalen i Tivoli. Billetter til begge koncerter kan købes hos Billetlugen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA