Nyhed

Oh Land giver dansk koncert

Der er mulighed for at opleve Nanna Øland i Store Vega til maj

Den danske sangerinde og komponist Nanna Øland giver ikke mange koncerter herhjemme og udskød for nylig et planlagt besøg i DR Koncerthuset til 2012. Men nu er det alligevel lykkedes hende at finde plads i kalenderen til en dansk Oh Land-koncert, der skal afvikles i Store Vega 28. maj.

Oh Land optræder i disse dage på den amerikanske SXSW-festival og har i det hele taget travlt med at promovere sit album i USA. Men til maj bliver der tid til et visit i hjemlandet, hvor man for første gang vil få mulighed for at høre de nye sange live.

Det er der sikkert mange, der vil se frem til, da anmeldelserne af opfølgeren til "Fauna" fra 2008 har fået flotte anmeldelser blandt andet af GAFFAs Michael José Gonzalez som kvitterede med fem stjerner og følgende ord:


"Forventningerne er indfriet med en flot og farverig plade, der fremstår befriende helstøbt trods sin eventyrlystne natur".

Oh Land kan opleves i Store Vega 28. maj, og forsalget starter fredag d. 18. marts kl. 10.00 via billetlugen.dk tlf. 70 263 267 samt Fona landet over.

ANNONCE