Nyhed

Hannah Schneider inviterer til intimkoncert

Til april kan man opleve Hannah Schneider fremføre egne sange i nye fortolkninger sammen med en masse gæstemusikere

Både helt nye og gamle sange bliver genfortolket, når Hannah Schneider giver koncerten "Window Sessions – live on stage" i Copenhagen Jazzhouse i næste måned, hvor hun spiller eget materiale sammen med gæstemusikere som Turboweekends Silas Bjerregaard og RebekkaMaria.

"Window Session" er et projekt Hannah Schneider påbegyndte i sommer, hvor hun lavede videoer til sine egne sange, sammen med en masse gæsteartister. 

"Det var godt at få andre ører på sangene og se de andre måder, musikken og teksterne kunne tolkes på. På den måde er vi kommet ind til kernen, og det hele fremstår mere nøgent", siger Hannah Schneider om "Window Session".


Projektet foregik i en vindueskarm i Hannah Schneiders egen lejlighed. Resultaterne blev så gode, at de blev indspillet på en cd, hvilket også foregik i Hannah Schneiders lejlighed. Cd'en er optrykt i et lille eksklusivt oplag, som vil kunne købes til den unikke koncert.

"Vi sætter alle sejl til, for det bliver jo kun denne ene gang. Vi vil prøve at genskabe stemningen hjemme fra min lejlighed, så det bliver meget nært. Og så kommer der til at være en masse sjove duetter på kryds og tværs", fortæller Hannah Schneider om koncerten.

Se klip fra Hannah Schneiders "Window Sessions" hér.


"Window Sessions – live on stage" finder sted den 13. april på Copenhagen Jazzhouse, og man kan købe billetter via GAFFA Live.

ANNONCE