Nyhed

Björk laver multimedieshow

Den islandske sangerinde præsenterer showet "Biophilia" i Manchester denne sommer

Björk har netop løftet sløret for sine sommerplaner, og her indgår der en stribe engelske koncerter i programmet, hvor sangerinden vil præsentere materialet fra det kommende album "Biophilia" til et stort anlagt multimedieshow.

Showet vil blive afviklet til Manchester International Festival i perioden 30. juni til 16. juli, hvorefter det forventes at Björk vil tage showet med rundt i verden. Ifølge de engelske arrangører vil showet inkluderer apps, internettet, installationer samt en række samarbejdspartnere, der blandt andet inkluderer et islandsk kor.

Der er desuden blevet bygget en række instrumenter særligt til koncerterne inklusive et digitalt styret pibeorgel samt et ti meter stort pendul, der "indfanger jordens tyngdekraft til at skabe musikalske mønstre".


Indtil videre er der kun planlagt seks koncerter, men det forventes at "Biophilia" efterfølgende vil ramme en lang række storbyer verden rundt efter den engelske premiere.

Billetsalget til de seks Manchester-koncerter er netop gået igang. Der er plads til 1800 gæster hver aften på spillestedet Campfield Market Hall, og billetter kan købes hos mif.co.uk.

ANNONCE