Nyhed

Penny Police udgiver ep

Penny Police aka Marie Fjeldsted har netop færdiggjort sin første ep

Folk/pop-sangerinden Marie Fjeldsted har under aliaset Penny Police netop færdiggjort indspilningerne til ep'en "Thieves Like Us". Pladen er produceret og indspillet i samarbejde med Kasper Rasmussen (Claus Hempler) og Henrik Marstal (Annika Aakjær), og den udkommer i næste måned.  

Det bærende element i Marie Fjeldsteds musik er hendes vokal og hendes lille håndholdte autoharpe, som hun købte i efteråret 2009. Det var ved samme lejlighed projektet Penny Police begyndte at tage form, og da hun spillede på Newbees Festival i Studenterhus Århus sidste efterår, gav GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt hende 4 stjerner og skrev:

"...sangene var velskrevne og melodiske, stemmen meget flot og ren".


Marie Fjeldsted, der desuden er anden halvdel af Tom Moriis' (Kandy Kolored Tangerine) soloprojekt, planlægger at udgive et fuldlængde album i starten af 2012. Derudover medvirker hun også på Hannah Schneiders kommende udgivelse, "Window Session". 

Den 12. april spiller Marie Fjeldsted releasekoncert på den københavnske café Musiksmag, hvor hun samtidig holder 26 års fødselsdag, og uddeler lagkage og lambrusco til alle. 

Desuden kan man opleve hende live den 13. april på Jazzhouse med Hannah Schneider til Window Session – The Concert, og du kan købe billetter via GAFFA Live.


"Thieves Like Us" udkommer den 4. april. 

Se videoen til nummeret "Slow Down Sofie" her.

ANNONCE