Nyhed

Burhan G drager på miniturné

Fire af landets spillesteder får til april besøg af den ombejlede r'n'b-sanger

Tidligere på måneden hjemførte han to priser ved dette års udgave af Zulu Awards, og om kort tid kan Burhan G opleves i levende live på fire af landets spillesteder.

Onsdag 13. april drager den kropstrimmede r'n'b-sanger således på en mindre Danmarksturné, der bringer ham forbi Gimle i Roskilde, Store Vega i København, Posten i Odense og og Train i Aarhus.

Koncerterne kommer oven på et succesfuldt 2010 for Burhan G, der gav sig i kast med det danske modersmål på sidste års selvbetitlede tredje album, hvorfra ikke mindst singlen "Tættere på Himlen" – og i særdeleshed dens afklædte musikvideo – blev et gedigent hit.

"Man kan mene, hvad man vil om det noget overdrevne pladder-romantiske indhold i hans tekster og pop-smarte amerikanske udtryk, men Burhan får det hele til at gå op i en større enhed", skrev nærværende musikmagasin blandt andet om "Burhan G" og kvitterede med fire stjerner.

Datoerne for Burhan G's miniturné fordeler sig som følger:

13-04-2011: Gimle, Roskilde
14-04-2011: Store Vega, København
15-04-2011: Posten, Odense
16-04-2011: Train, Aarhus

Køb billetter via GAFFA Live

ANNONCE