Nyhed

Loleatta Holloway er død

Diskostjernen døde mandag efter en kort sygdomsperiode

Den amerikanske sangerinde Loleatta Holloway døde ifølge sin manager, Ron Richardson, mandag efter at have været syg i en kort periode. Hun er bedst kendt for sangen "Love Sensation", der toppede den amerikanske singlehitliste i 1980, og efterfølgende er blevet samplet af en lang række kunstnere.

Loleatta Holloway startede sin karriere som gospelsangerinde, men i 70erne bevægede hun sig mere mod soul og derefter disko, hvilket i 1980 gav hende et hit med "Love Sensation". Nummeret var et hit i sin egen ret, men i 1991 røg det endnu engang til tops på hitlisten, da Marky Mark & The Funky Bunch samplede en bid af nummeret til sangen "Good Vibrations". I dette tilfælde var hun krediteret på pladen og optrådte efterfølgende live sammen med Mark Wahlbergs gruppe.

Det var dog ikke tilfældet to år tidligere, da Black Box lånte "Love Sensation" til deres hit "Ride On Time". Gruppen havde hyret en model til at mime til Holloways vokal i videoer og til koncerter, hvilket medførte et sagsanlæg. Sangen blev senere genindspillet af gruppen med Heather Small på vokal, inden hun blev frontfigur i M People.


Loleatta havde gennem sin karriere en stribe hits i eget navn, og hendes vokal findes på endnu flere hits udgivet af andre kunstnere inklusive Capella, Whitney Houston, Moby og Pet Shop Boys.

Loleatta Holloway blev 64 år.

ANNONCE