Club Faust lukker

Club Faust lukker

Den københavnske undergrundsklub Faust lukker og slukker med øjeblikkelig virkning. I den senere tid har der ifølge arrangørerne været en del problemer med bureaukrati, og grundet naboklager har man reelt ikke kunnet afvikle koncerter, men har måttet satse udelukkende på dj-aftener.

Klubben åbnede dørene i Magstræde i 2007, men flyttede siden til Skindergade, og har gennem sin godt fire års levetid været samlingspunkt for subkulturer og genrer som goth, synth, industrial, postpunk, neofolk med mere, og har i den forbindelse huset et hav af interne og eksterne klubber såsom cabaretfesterne Dragonfly Society, synth-klubben Death By Dancing, tema-aftener for pladeselskabet Mute samt det københavnske gothmiljøs flagskib, The Black Cat. Faust har givet sceneplads til såvel etablerede som nye navne på live- og dj-scenen inden for de mørke og alternative miljøer.  

Det forlyder dog at flere af folkene bag Faust vil fortsætte aktivt i miljøerne, blandt andet med det hæderkronede Black Cat-koncept, der tidligere på året kunne fejre 11 års fødselsdag. Så helt slut er det nu alligevel ikke.

Club Fausts hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA