Nyhed

The Jayhawks kommer til Danmark

De gendannede amerikanere lægger til august vejen forbi Amager Bio

Fans af amerikanske The Jayhawks fik sig en glædelig nyhed tidligere på året, da americana-pionerernes to frontmænd, Gary Louris og Mark Olson, kunne meddele, at de havde samlet tropperne for at indspille et nyt The Jayhawks-album – gruppens første i mere end 15 år med både Louris og Olson i band-lineuppet.

Nu er der imidlertid flere gode meddelelser at hente fra The Jayhawks-lejren. Bandet har således netop offentliggjort, at de senere på året drager på en turné, som onsdag 10. august bringer dem forbi Amager Bio i København.

Her vil The Jayhawks formentlig lufte en stribe sange fra de efterhånden legendariske plader "Hollywood Town Hall" (1992) og "Tomorrow The Green Grass" (1995), hvis udtryk lagde kimen til genren alternative country, som siden fik vind i sejlene med bands som Wilco, Son Volt og Whiskeytown.

I øjeblikket er The Jayhawks i studiet for at færdiggøre indspilningerne af deres kommende genforeningsalbum, som altså bliver med både Louris og Olson i folden, mens det originale medlem Marc Perlman, Karen Grotberg (der kom med i bandet inden "Tomorrow The Green Grass") og Tim O'Reagan (som kom med i forbindelse med "Tomorrow"-turnéen) udgør den resterende del af gruppen anno 2011.

Billetsalget til The Jayhawks' danske visit begynder på fredag, 25. marts, klokken 10, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE