Verdens uafhængige pladebutikker fejrer sig selv med fysiske godbidder fra blandt andet Deftones, Foo Fighters, The Strokes og Nirvana
Lørdag 16. april løber den årlige Record Store Day af stablen, hvis sympatiske sigte er at fejre uafhængige pladebutikker verden over som en modvægt til de stadig stærkere strømme af downloads og streams.
Dagen bliver markeret med ikke så få interessante i udgivelser i fysisk format, som eksempelvis udmønter sig i en samling covernumre fra amerikanske Deftones, og nu melder flere bands sig under Record Store Day-fanerne.
Ifølge britiske NME vil man også kunne forvente sig til dagen sammensatte udgivelser fra Foo Fighters og The Strokes - men mest interessant er måske den ep, fans af Nirvana kan se frem til i form af den ellers så lyssky "Hormoaning", der oprindeligt kun blev solgt i forbindelse med Kurt Cobain & Co's turné i Australien tilbage i 1992.
Ep'en består af fire covernumre af The Vaselines, The Wipers og Devo – hvoraf tre af numrene senere var at finde på opsamlingsalbummet "Incesticide" – ligesom der også er blevet plads til to liveudgaver af Nirvana-sangene "Aneurysm" og "Even In His Youth" – indspillet hos BBC's legendariske dj, John Peel.
Den fulde trackliste til "Hormoaning" ser ud som følger:
Turnaround (Devo)
Aneurysm
D-7 (The Wipers)
Son Of A Gun (The Vaselines)
Even In His Youth
Molly's Lips (The Vaselines)
Se, hvilke danske pladebutikker, der deltager i Record Store Day, her.