John Mellencamp varmer op med film

John Mellencamp varmer op med film

John Mellencamp offentliggjorde i går onsdag 23. marts sin første Europaturné i 19 år, og det danske besøg er nu blevet bekræftet af spillestedet Vega, der også er klar med information om billetsalg og opvarmningen til koncerten.

Den amerikanske sangskriver har nemlig valgt at vise dokumentarfilmen "It's About You" som optakt til koncerten. Her følger man Mellencamp på turné med Bob Dylan og Willie Nelson i 2009, og den spritnye film havde tidligere på måneden verdenspremiere på festivalen SXSW i Texas.

Koncerten på Vega bliver turnéens allerførste, og man vil som vi tidligere har rapporteret her på GAFFA.dk i løbet af aftenen kunne opleve Mellencamp i tre forskellige set-ups; solo/akustisk, med et lille band, der mest fokuserer på hans blues/country- og rockabilly-rødder samt med fuldt band. Bandet tæller ud over Mellencamp selv Michael Wanchic (guitar), Andy York (guitar), Miriam Sturm (violin), John Gunnell (electric/upright bass), Dane Clark (drums/percussion) og Troye Kinnett (accordion/keyboards).

Billetsalget starter mandag 28. marts kl. 10 gennem BilletNET.dk, på telefon 70 15 65 65, samt på posthuse. Der sælges maksimalt to billetter pr. person.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA