x

Advarsel mod billetsvindel

Advarsel mod billetsvindel

Danmarks største koncertarrangør DKB Motor advarer i en pressemeddelelse mod to internetfirmaer, der ved flere lejligheder er blevet taget i at sælge ikke-eksisterende billetter til koncerter, som allerede er udsolgt.

48 Nick Cave-fans gik således forgæves, da de i fredags mødte op ved Falconer Teater for at afhente de koncertbilletter, de hjemmefra havde købt og tilmed betalt voldsom overpris for. Billetterne var købt hos henholdsvis Euroteam via www.euroteam.info samt Global Ticket Service (www.globalticketservice.com) til mere end tredobbelte priser.

Problemet var bare, at firmaerne ikke havde billetterne, men forlod sig på, at de kunne købe dem på aftenen foran koncertstedet. Der var imidlertid ingen blandt publikum, der var interesseret i at sælge, hvorfor billetterne altså ikke kunne leveres.

Fælles for begge firmaer er, at deres hjemmeside ser vældigt troværdig og professionel ud. Søger man f.eks. på Google på ”Nick Cave” og ”tickets” er Euroteam og Global Ticket Service de allerøverste på listen – en placering, de simpelthen har købt sig til. Firmaerne sælger bl.a. billetter til danske koncerter med R.E.M. og Sting – koncerter der for længst er udsolgt, og det er altså IKKE tilrådeligt at forsøge at skaffe sig en billet ad denne vej.

Alle, der er blevet snydt af Global Ticket Service eller af Euroteam, opfordres til at indgive anmeldelse til politiet. Og husk så at købe billetterne ved de rette officielle salgssteder!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA