Nyhed

UFO udgiver solodebut

Rapperen er klar med et helt nyt tiltag og springer på sin solodebut ud som singer/songwriter

På mandag udgiver rapperen UFO førstesinglen "Herligt Spild af Liv" som er en smagsprøve på et kommende fuldlængdealbum. Det nye album handler om rapperens personlige liv og er hans debut som både solist og sanger. 

UFO, der er kendt fra rapduoen UFO Yepha og MC's Fight Night, var i færd med at skrive sin første solo-rapplade i foråret 2009, da det nye album blev til. I stedet for en rapplade blev det til en samling sange i bedste singer/songwriter-stil.

"Seje sange. Skæve sange. Lækre sange. Eftertænksomme sange. Musikalske sange. Gode sange. Men vigtigst af alt; UFOs sange".


Sådan beskrives albummet i en pressemeddelelse, og UFO siger selv om den nært forestående udgivelse af førstesinglen:

"'Herligt Spild Af Liv' er jo en hyldest til hverdagens gentagelse. Jeg har selv fået barn og hus, og selvom jeg ikke arbejder ni til fire på et kontor, er mit eget liv på mange måder styret af rutiner".

Der forlyder endnu intet om titel og udgivelsesdato på UFOs kommende album, men singlen "Herligt Spild af Liv" udkommer på mandag den 28. marts.


 

ANNONCE