x

Pop FM lukker

Pop FM lukker

Fra og med d. 1. februar vil de knap 250.000 lyttere, som dagligt tuner ind på den københavnske radiostation Pop FM, blive nødt til at søge andre musikalske græsgange. SBS Broadcasting har nemlig valgt at ofre stationen for at styrke deres to andre stationer The Voice og Radio 2.

Baggrunden for beslutningen om at lukke Pop FM, der sendte første gang d. 1. oktober 1999, ligger hovedsageligt at finde i et skuffende marked, som ikke har levet op til de forventninger om vækst, som SBS ifølge Eric Hansen – senior vice president i SBS Broadcasting – gik ind i projektet med.

Eric Hansen bebrejder bl.a. de høje afgifter for lukningen:

”Det handler ikke overraskende om svigtende reklameindtægter, men også om alt for tyngende udgifter til KODA og Gramex, der repræsenterer musikkens rettighedshavere. Afgifterne til KODA og Gramex svarer til knap 25 procent af stationens omsætning, og det kan vi ikke leve med. Til sammenligning betaler radiostationer i andre lande typisk omkring 6-12 procent af deres omsætning,” udtaler Hansen.

For at forsvare sin position som den største udbyder på det danske marked vil SBS fremover fokusere på de to resterende radiostationer. Fra 1. februar 2005 vil radiolytterne kunne høre Radio 2 på Pop FM's tidligere frekvenser, mens The Voice vil kunne findes på sin vanlige frekvens.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA