Nyhed

Dicte og Claus Hempler på efterårsturné

Turnéen er blevet døbt "The Dark And Stormy Sessions 2011"

Sangfuglen Dicte og crooneren Claus Hempler har genfundet den gode kemi og tager med "The Dark And Stormy Sessions 2011" på en november-turné rundt i landet. De to medbringer en guitarist og vil optræde med numre fra det samlede bagkatalog, samt fortolke personlige favoritter.

Inspirationen til koncerterne kommer blandt andet fra Elvis Presleys comeback-show i '68, hvor det blev slået fast, at et halv-akustisk sæt uden trommer kan indeholde en helt særlig art intimitet, varme og humor. Dicte og Hempler sigter således efter at gøre kunsten efter, men på deres helt egen måde.

Dicte dannede bandet Her Personal Pain i 1989, og optrådte med dette band indtil opløsningen i 1993. Hun har siden udgivet soloplader, og er især kendt for hittet "This Is Cool" fra 2000. Siden 2006 har spillet med bandet The Sugarbones, og har senest udgivet "Tick Tock" fra 2010. Dicte blev desuden nomineret til en Bodil for sin optræden i filmen "Smukke Dreng" fra 1994.


Claus Hempler har udgivet plader siden 1990, først med bandet Fielfraz, og derefter som soloartist, senest med "Return Of The Yes Man" fra 2007, som høstede 5 stjerner hos GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen. Hempler har desuden lavet teater og bidraget med numre til en række selvstændige udgivelser, blandt andet Leonard Cohen-hyldelsten "På Danske Læber" fra 2004. 

Dicte og Hempler har tidligere arbejdet sammen på Ib Glindemanns plade "A String Of Pearls" og på Fielfraz-albummet "Electric Eel" fra 1992. Den gode kemi er med andre ord sikret.

Turnéen bringer Dicte og Claus Hempler til følgende byer:


2/11               Gimle, Roskilde
3/11               Elværket, Holbæk
4/11               Ludvig, Sorø
6/11               Klaverfabrikken, Hillerød
10/11             Alfa, Aars
11/11             Værket, Randers
12/11             Dexter, Odense
12/11             Borgerforeningen, Svendborg
16/11             Folkets Hus, Struer
17/11             Musikhuset Aarhus
18/11             TBC
19/11             Fermaten, Herning
19/11             Musikteatret Vejle

Billetter kan købes via spillestedernes hjemmesider.

ANNONCE