Nyhed

Hør nyt Foo Fighters-album på nettet

Hele "Wasting Light" kan streames via bandets hjemmeside

Knap var Dave Grohl vendt tilbage fra turné med Them Crooked Vultures i sommeren 2010, før han endnu engang samlede resten af Foo Fighterne til en ny portion melodisk rock, som nu kan høres i sin helhed via bandets hjemmeside

Den nye skive "Wasting Light" udgives 11. april. Det er desuden annonceret, at Foo Fighters spiller på en række europæiske festivaler sommeren over, deriblandt T In The Park og Pinkpop Festival. Endnu har ingen nævnt Roskilde Festival, hvor bandet sidst spillede i 2005. Grohl selv gæstede med Them Crooked Vultures i 2010.

En hurtig gennemlytning af "Wasting Light" kan afsløre, at Foo Fighters går velkendte stier og leger med de ting, de gør bedst. Lyden er umiskendelig i familie med andre af de 90'er-bands, Foo Fighters voksede op blandt. Bandet udgav senest en greatest hits-samling i 2009, med to nye numre på.


Som bonusinfo kan det tilføjes, at Them Crooked Vultures-bassist John Paul Jones i december 2010 sagde til Ultimate Guitar.com, at supergruppen var et års tid fra at udgive en ny skive.

ANNONCE