Nyhed

Scott Columbus er død

Den tidligere Manowar-trommeslager døde tidligere i dag af endnu ukendte årsager

Legenden om Scott Columbus er, at han blev opdaget, mens han arbejdede med at banke metalplader hos en smed, og at det førte til et job som trommeslager hos verdens højestspillende metalband Manowar.

Columbus spillede med gruppen fra 1983, hvor han medvirkede på det andet album fra Manowar, der bærer titlen "Into Glory Ride". Han var med frem til og med udgivelsen af hovedværket "Kings Of Metal", hvorefter både han og guitaristen Ross "The Boss" Friedman forlod gruppen.

Han vendte dog tilbage i 1995 og medvirkede på yderligere tre plader, inden han igen i 2008 forlod gruppen. Efterfølgende optrådte han sammen med sin tidligere kollega Ross The Boss til koncerter i Europa, men ellers har der været stille omkring den hårdtslående trommeslager.


Et af Columbus' kendetegn var det specialbyggede Drums Of Doom-trommesæt, der var lavet af rustfrit stål, da almindelige trommesæt ikke kunne holde til hans voldsomme stil.

Scott Columbus har ikke tidligere haft problemer med helbredet, så hans død kommer som en overraskelse, og der foreligger endnu ikke en officiel årsag. Trommeslageren blev 54 år.

ANNONCE