Nyhed

Tre bands til Pavilion Junior

Der tilføjes nu to svenske og et dansk band til festivalens mindste scene

Roskilde Festival fortsætter med at offentliggøre navne til Pavilion Junior-scenen, hvor man nu også vil kunne opleve Fastpoholmen, Little Marbles og This Is Head i dagene op til den officielle festivalstart.

De tre grupper beskrives således af festivalen:

Fastpoholmen (billedet) kalder deres afslappende, akustiske visesange "skovreggae". Ikke så mærkeligt. Fætter-kusineparret – som er danskere med tæt forhold til Sverige – laver musik, der maler billeder af svenske lysninger og røde træhuse tilsat en smule caribisk bølgeskvulp.

Little Marbles består af Linn Tabudlong og Julia Adams, som spiller akustisk, lettilgængelig og sød popmusik. De to unge kvinder spillede ifølge overleveringerne deres første koncert til den enes bedstemors fødselsdagsfest. Siden har de charmeret et meget større – og sværere – publikum med deres svensksprogede pigepop.

This Is Head gør sig i mørke, maskinelle beats. Med forbilleder som New Order, The Cure og Neu! skaber Henrik og Adam ørehængere ud af deres eksperimenterende pop. Dette selvom flere sange er instrumentale, og alle numre er navngivet med et tal. Malmö-bandet har lige vundet prisen "Pop of the Year" hos svensk P3.

De tre bands kan sammen med de øvrige Pavilion Junior-bands opleves i warm-up perioden til årets Roskilde Festival.


ANNONCE