Nyhed

Robben Ford og Mike Landau til Horsens

Årets bluesfestival i det østjyske tilføjer flere navne

Horsens Bluesfestival 2011, som finder sted den 4. og 5. november, tilføjer to store navne til plakaten. Det drejer sig om de to amerikanske guitarister Robben Ford (billedet) og Mike Landau, som spiller sammen i bandet Robben Ford & Renegade Creation. Begge har en lang række plader og erfaringer på bagen, og den populære bluesfestival får således endnu et nøk opad.

Robben Ford har udgivet næsten 20 soloalbum og har spillet på plader med blandt andre Kiss, Joni Mitchell, Miles Davis og Dizzy Gillespie. Mike Landau har ligeledes arbejdet med Miles Davis, samt Pink Floyd, BB King, Seal og James Taylor. Det er således to superguitarister, som kigger forbi Horsens.

Øvrige annoncerede navne er den klassiske bluesguitarist og sanger Larry McCray, sangerinden Dana Fuchs, midtjyske Ole Frimer Band, den engelske guitarist og sangerinde Joanna Shaw Taylor, samt den amerikanske trio Tony Vega Band.


Du kan læse mere på festivalens hjemmeside.

ANNONCE