x

Flere navne klar til Pavilion Junior

Flere navne klar til Pavilion Junior

Ugen igennem har Roskilde Festival offentliggjort bands til Pavilion Junior, og i dag kan arrangørerne løfte sløret for yderligere tre navne, som får lov at spille på festivalens mindste scene i warm up-dagene 26. til 29. juni.

Denne gang er der tale om tre danske acts: Bottled In England, Kirsten & Marie og Selvhenter.

Bottled In England spiller groovy og iørefaldende drum'n'bass, som på livefronten bliver beriget med en trommeslager, hvis hårdtslående rytmer angiveligt skulle give musikken et mere beskidt og brutalt udtryk.

Det unge tvillingepar Kirsten & Marie har allerede gjort sig bemærket for deres uskyldsrene folkpopsange, som blev opsnappet af Aske Zidore fra Oh No Ono og siden signet til pladeselskabet Tambourhinoceros, hvorfra duoens selvbetitlede ep udkom til fine anmeldelser sidste år.

Endelig er gruppen Selvhenter også blevet føjet til Roskilde-programmet, og ifølge arrangørerne er bandet leveringsdygtige i en blanding af støjrock, drone og jazz – frembragt ved hjælp af violin, trombone, saxofon og masser af trommer og forvrængerpedaler.

På tirsdag i næste uge afslører Roskilde Festival i øvrigt det fulde program for hele festivalen. Det sker på et pressemøde, som kan streames direkte via GAFFA.dk fra klokken 12.00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA