x

The Strokes til Roskilde

The Strokes til Roskilde

I dag klokken 12:00 havde folkene bag Roskilde Festival inviteret til pressemøde på spillestedet Stengade for at præsentere årets plakat og omkring 70 nye navne, der alle vil være på programmet til årets festival. To nye navne kom til, der nu står øverst på plakaten sammen med Iron Maiden, PJ Harvey og Kings Of Leon, og det drejer sig om The Strokes og Mastodon.

Pressemødet startede med en kort velkomst leveret af talskvinde Christina Bilde, hvor hun fortalte, at campingområdet i år vil åbne 25. juni klokken 18:00, hvor der vil være opsat ekstra båse til udlevering af armbånd. Der vil ikke blive uddelt armbånd i Tivoli i år, som der blev i 2010. Bilde fortalte desuden om det nye tiltag Poor City, der skal opbygges af containere og skal bringe fokus på fattigdom og hjemløse. I den forbindelse blev der også vist en video om hjemløse, der var lavet af to festivalgæster, der havde medvirket i en Facebook-konkurrence. Den hed "Voices Of The Street" og vil blive vist på festivalen.

Mellem Odeon og Cosmopol kommer området Social Zone, der skal bruges til at "hænge ud", og området skal forbinde festivalpladsen med campingpladsen med skærme og ekstra toiletter. Området Nordic omdøbes til Gloria, og dette område vil blive udvidet i forhold til sidste år. Det er også her man vil kunne finde den nye scene Gloria.

Herefter fortalte musikchef Rikke Øxner om årets program og de nye tilføjelser, og her startede hun med at præsentere Arctic Monkeys, der på Roskilde vil spille årets eneste skandinaviske festivaljob. Andet store navn er The Strokes, der til sommer vil vende tilbage til den danske festival.

Blandt de nye tilføjelser finder man også Bad Religion, Battles, Chris Cunningham, Deadmau5, Foals, Lykke Li, Magnetic Man With Special Guests Katy B, Swans, Timbuktu & Damn! samt Rob Zombie.

Der er nu 128 navne på den foreløbige Roskilde-plakat, der kan blive udvidet yderligere inden festivalen går i luften.

Se hele programmet hos Roskilde Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA