Nyhed

Til kamp mod ensretningen

Sammenslutningen af uafhængige pladeselskaber i Europa har anket EU-Kommissions godkendelse af Sony/BMG-fusionen

Den uafhængige del af musikbranchen i Europa har anket EU-kommissionens beslutning om at tillade fusionen mellem Sony og BMG. Anken føres via IMPALA, som repræsenterer over 2500 selskaber og nationale sammenslutninger i hele Europa.

Det er håbet, at man med ankesagen kan få beslutningen annulleret på baggrund af en række juridiske fejltagelser samt en argumentation om, at fusionen vil få ødelæggende indvirkning på den fri konkurrence på den europæiske marked.

Det er tidligere blevet påvist i to separate markedsundersøgelser udført af EU-Kommisionen selv, at sammenslutningen vil være skadelig for dominansforholdet på markedet og det europæiske kulturliv i det hele taget. Det kom derfor som noget af en overraskelse, da fusionen i juli blev godkendt af samme kommission på trods af indædt modstand fra forhandlere, pladeselskaber, artister, online-butikker og forbrugere, og dommen søges derfor omstødt.


Det er tidligere set, at anker mod godkendelse af fusioner har fået medhold, men det er første gang, der bliver foretaget en anke af denne karakter inden for underholdningsbranchen.

ANNONCE