Nyhed

Flere navne til Skive

Festivalen føjer nu en lang række danske navne inklusive L.O.C. og De Eneste To til programmet

Seneste udslip fra Skive Festival er femten nye navne, hvor fem af dem vil kunne opleves på scenen Rolinu, og resten vil dukke op på de to store scener. Her kan man blandt andet opleve L.O.C., De Eneste To, Veto og Den Gale Pose.

Der er god spredning på stilarterne blandt de navne, der skal spille på scenen Rolinu. De seneste fem til den scene er Lucy Love, The William Blakes, Black City, Alcoholic Faith Mission og ikke mindst de anmelderroste Hymns From Nineveh, der i forbindelse med udgivelsen af debutpladen gik direkte ind på iTunes' albumhitliste.

Udover de nævnte navne til de store scener tilføjes også Kim Larsen, Carpark North, The Floor Is Made Of Lava, Xander, Deccoband samt Rune RK, der vil dukke op med en række særligt indbudte "special guests".

De femten navne tilføjes et program, hvor man blandt hovednavnene finder Tiësto og Volbeat, der begge på Skive Festival spiller deres eneste danske festivaljobs i år.


Skive Festival afvikles i dagene 1.-4. juni og billetter til festivalen kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE