x

Simon Lynge giver to danske koncerter

Simon Lynge giver to danske koncerter

Den grønlandske singer/songwriter Simon Lynge lægger på lørdag vejen forbi Beta i København for at give sin første koncert på dansk jord, siden han i august sidste år gæstede Aarhus Festuge.

Dengang spillede han i forbindelse med festugens 2013-arrangementer, der er tænkt som et forsøg på at fremhæve en række kunstnere, Aarhus Festuge mener bliver store i 2013 - og noget tyder på, at profetien kunne komme til at passe i Simon Lynges tilfælde.

I den mellemværende periode har den grønlandske troubadour således haft travlt med at pleje sit amerikanske publikum, der er vokset støt, i takt med at Lynge modtog lutter gode anmeldelser for debutpladen, "The Future", om hvilken Rolling Stone blandt andet skrev:

"The Future" er én af de mest mindeværdige og melodiske debuter i de seneste år".

En række tv-optrædener i forskellige amerikanske tv-shows er siden blevet føjet til cv'et, og senest er Simon Lynge også kommet i stald hos det prestigefyldte booking-bureau Asgard, der har navne som Tom Waits og Emmylou Harris på rosteren.

I maj måned drager Lynge i øvrigt på en længere turné i England og Irland, men inden da slår han altså vejen forbi Beta 16. april - ligesom der også er blevet plads til en koncert på Gimle i Roskilde ugen efter, nærmere bestemt torsdag 21. april.

Billetter til sidstnævnte koncert kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA