Nyhed

Kapitel 117 i Jackson-sagaen

Michael Jackson bliver igen gennemgået i sømmene – denne gang med både ransagning og dna-test

I forbindelse med den igangværende sag mod Michael Jackson måtte popstjernen fredag for anden gang på godt et år rømme sin bolig, Neverland Ranch, mens politiet i otte timer gennemsøgte hele ejendommen.

Hvad politiet ledte efter, ville de ikke udtale sig om til pressen, men efter sigende skulle politiet bl.a. have foretaget en præcis opmåling af de forskellige rums placering i forhold til hinanden, for at kunne vurdere mulige synsvinkler mellem rummene.

Den følgende dag vendte politiet tilbage for at udbede sig en dna-prøve, som Jackson efter sigende villigt stillede til rådighed. Under den første ransagning af ejendommen i november sidste år tog politiet Jacksons linned og topmadras for at tjekke dette for dna-rester, men det formodede offers dna skulle ved den lejlighed ikke være blevet fundet.


Den 46-årige Jackson har erklæret sig som ikke-skyldig i anklagerne om børnemishandling, sammensværgelse og at have givet sit påståede offer et narkotisk stof. Retssagen mod Jackson begynder d. 31. januar.

ANNONCE