Nyhed

Nye navne til Trailerpark

Darkness Falls og Vinnie Who er blandt de nye navne festivalen har fået på programmet

Disco, alternativ rock og folk er overskriften for de seks nye, danske navne Trailerpark præsenterer når festivalen løber af stablen sidst i juli.

Ina Lindgreen og JaConfetti-sangerinden Josephine Phillip er kvinderne bag duoen Darkness Falls (billedet). De to gik er lige nu aktuelle med deres 60'er-rock inspirerede debut-ep, der er produceret af Anders Trentemøller, og indspillet i deres eget lille hjemmestudie.

Figurines er et af Danmarks mest udholdende indierockbands. Til juni drager den Københavnske trio på turné i USA, hvor deres seneste plade er udkommet i denne måned. Turnéen bringer dem blandt andet til New York, Boston og Washington DC, inden de spiller på Trailerpark.


Howl Baby Howl spiller vaskeægte rock'n'roll. Debutalbummet "Now The World Belongs to Us" udkom i september 2010 på det danske pladeselskab Tigerspring. Pladen fik 4 stjerner af GAFFAs anmelder Erik Barkman og ordene: "Når albummet er omme, er det attituden, håndelaget og de inspirerede indfald, der står tilbage på lystavlen."

Tvillingeparret Kirsten & Marie er kendt for deres 60'er-inspirerede folk-pop hit "My Dear", der lå nummer et på P3's Elektriske Barometer, og senest har de været opvarmning for De Eneste To samt spillet på en række af landets efterskoler. Nu kan tvillingerne igen opleves live, når de spiller på Trailerpark festival 2011. 

Det er gået stærkt for Treefight For Sunlight. I oktober måned 2010 udsendte de debutalbummet "A Collection Of Vibrations For Your Skull" på Tambourhinoceros, og kort efter blev de signet til det engelske label Bella Union. Desuden var de Ugens Uundgåelige på P3 med singlen "Facing The Sun", der af radiolytterne blev kåret til årets sommerhit foran blandt andre Robyn. 


For tredje år i træk får den danske disco darling Vinnie Who æren af at være det sidste navn, der optræder på Trailerpark Festival. Siden Vinnie Who, med band, spillede på Trailerpark første gang i 2008 er der sket utrolig mange ting. Der er blandt andet kommet en debutplade og en hel masse national og international medieopmærksomhed. 

Blandt festivalens andre navne kan blandt andet nævnes svenske Forest & Crispian, tyske Barker & Baumecker samt danske navne som Our Broken Garden og Taragana Pyjamara.

Trailerpark Festival 2011 afvikles i dagene 28.-31. juli i Copenhagen Skatepark på Vesterbro i København, og man kan købe billetter her.


ANNONCE