Nyhed

Per Vers holder fest

Rapperen har denne weekend arrangeret udgivelsesfest i Aarhus for at fejre udgivelsen af "Ego"

Per Vers udsender albummet "Ego" på mandag, og for at markere udgivelsen har han i denne weekend arrangeret en koncert i Aarhus, hvor han vil præsentere det nye materiale sammen med et liveorkester på i alt sytten mand. I næste weekend kommer turen også til København.

På scenen vil man udover rapperen, der er tidligere medlem af Sund Fornuft og to gange MC's Fight Night-champion, kunne opleve DJ Static, Nappion og Ayoe Angelica samt blæsersektionen fra Six City Stompers og soulkoret Shiva.

For at komme i den rette stemning åbnes aftenen med en lyttesession, hvor man kan høre hele "Ego", inden Per Vers går på scenen med sine seksten kolleger for at fremføre det nye materiale inklusive singlen "Ironman", som man kan tjekke på GAFFA.tv.


Per Vers kan opleves lørdag den 16. april kl. 23.00 på V58 i Århus og fredag den 22. april kl. 21.30 på Jazzhouse i København.

ANNONCE