x

John Cale til Danmark søndag og mandag

John Cale til Danmark søndag og mandag

Skulle du få trang til musikalsk underholdning, der stikker lidt dybere end julefrokoster med karaoke-anlæg og jambands, var det måske værd at kigge forbi, når John Cale gæster Danmark, på Vega i København søndag d. 12. december og dagen efter på VoxHall i Århus.

John Cale markede sig første gang i en større kreds i sen-60’erne som medlem af Velvet Underground, som han dannede sammen med Lou Reed, men forlod bandet efter det andet album, "White Light/White Heat", da de tos egoer ikke længere kunne rummes i et og samme band.

Siden har John Cale haft en multifaceteret solokarriere, der har budt på alt fra arrig rock over kammermusikalsk pop til ekperimenterende kompositionsmusik. (Cale havde en uddannelse og megen erfaring inden for den klassiske avantgarde før Velvet-tiden). Senest har Cale ladet sig inspirere af f.eks. The Beta Band.

Desuden har John Cale været producer på legendariske albums med Iggy Pop/The Stooges, Patti Smith, The Modern Lovers, Squeeze og Happy Mondays. Albummet "Songs For Drella" fra 1990 var et samarbejde og en genforsoning med Lou Reed, på baggrund af Andy Warhols død. Seneste album er sidste års anmelderroste "HoboSapiens".

For næsten præcis et år siden gæstede Cale Danmark med en koncert på Train i Århus, som fik en meget fornem anmeldelse på GAFFA.dk. Dengang havde han band med, men i år optræder han solo. Sikkert i selskab med både tangenter, guitar og bratsch, som er de instrumenter, han selv bedst behersker.

Koncerten på Vega bliver i øvrigt anmeldt på GAFFA.dk

Billetter til begge koncerter sælges på Ebillet og Billetnet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA