Nyhed

Spektrum kaster anker i Skive

Festivalens elektroniske scene rykkes i år indenfor på færgen Spektrum

Skive Festival har de sidste to år budt på elektronisk musik på scenen Stöj, men i år vil den side af programmet ikke blive præsenteret i et telt, men derimod på færgen Spektrum, der under festivalen vil kaste anker ved festivalpladsen.

Den flydende klub har plads til omkring 2000 gæster, der kan placere sig på fire niveauer og i otte barer, og der vil kun være adgang til deres arrangementer for festivalgæster med 4-dages armbånd. Men de vil til gengæld også kunne opleve en lang række dj's, der vil blive offentliggjort om få dage.

Folkene bag Skive Festival refererer til Spektrum som en "state-of-the-art natklub, hvor vi nu kan feste hele natten", og det vil man kunne gøre til festivalen i Skive til juni.


Den ombyggede færge lå i atten år i Århus havn, først med navnet M/F Broen og i halvdelen af 2010 med navnet Spektrum, hvilket den fik efter en omfattende renovering. Men i september sidste år forlod færgen sin faste plads og har siden sejlet rundt i Norden, hvorefter den blandt andet har været vært for fester i Oslo. Men til sommer sættes der altså kurs mod Skive Festival, der i år afvikles i dagene 1.-4. juni.

ANNONCE