Nyhed

NME roser Trentemøller

Det engelske magasin fremhæver danskeren som en af de største oplevelser på Coachella

Den amerikanske Coachella festival bliver hvert år afviklet i den californiske ørken nær Joshua Tree National Park, og gennem de sidste ti år har de slået sig op på deres evne til at gendanne bands, hvilket betyder at de ofte har unikke koncerter på programmet. I år fik de samlet Death From Above 1979, men ifølge NME var det nærmere hos danske Trentemøller, man skulle finde den store oplevelse.

Anders Trentemøller og band var på programmet samtidig med The National og Duran Duran, der oplever en renæssance i USA og også fremhæves for deres koncert, men han havde ikke problemer med at samle folk i Mojave-teltet. NME kalder man på grund af programlægningen "den ultimative underdog", men siger at han tog revanche ved at efterlade folk måbende, og fulgte man med på Twitter under koncerten fløj det med opfordringer til at tjekke danskerne ud.

Hos NME går de endda så langt som at foreslå Trentemøller som headliner til næste år i en opsummerende artikel om festivalen, hvor de også fremhæver Kanye West og Ceelo Green samt de engelske navne Elbow og Suede, der til juni kan opleves herhjemme til Northside Festival.


ANNONCE