Nyhed

Metallica skal indspille med Rick Rubin

Ifølge Robert Trujillo skal Rick Rubin endnu engang være producer for Metallica

Det seneste album med Metallica er produceret af Rick Rubin, og nu forlyder det fra bandets bassist, at Metallica endnu engang vil alliere sig med den langskæggede producer for at få et album i kassen.

Der har floreret forskellige rygter om Metallicas kommende indspilninger, og Kirk Hammetts udtalelser til Rolling Stone om, at der ikke være tale om et "regulært Metallica-album", men nærmere et "indspilningsprojekt", gjorde ikke meget for at få klarhed over situationen.

Men nu skulle det i hvert fald ligge fast, at bandet har tænkt sig at gå i studiet med Rick Rubin, der også var manden bag "Death Magnetic". Informationen kommer fra Robert Trujillo, der til radiostationen 93.7 KCLB Rocks! Radio ifølge Contact Music udtalte:


"Jeg elsker at arbejde sammen med Rick. Rick er for mig lige den type zen-guru, som Metallica har brug for lige nu".

Han uddyber dog udtalelsen ved at sige, at de har det virkelig godt sammen lige nu og glæder sig meget til at skrive ny musik, så de ikke på den måde har brug for en guru. Han runder af med at sige:

"Der er ingen mangel på riffs i Metallica-verden lige nu, og jeg tror bare tingene vil blive bedre".


Der har tidligere været snak om, at Metallica skulle i studiet i maj måned, men det blev ikke bekræftet i interviewet med Robert Trujillo.

ANNONCE