x

Grinderman til Vega

Grinderman til Vega

Sideprojektet til Nick Cave & The Bad Seeds har to udgivelser og tre danske koncerter på samvittigheden, og til juli tilføjes der så endnu en dansk koncert, når Grinderman sætter forstærkerne til i Store Vega.

Seneste udgivelse fra bandet var albummet "2", der kom i september 2010. Den fik som debutpladen fem stjerner her hos GAFFA, og endnu engang viste sideprojektet Nick Cave fra sin mest lysslupne side. Det samme var tilfældet sidst bandet gæstede Danmark, hvor de spillede i Falconer Salen og Værket i Randers.

Her vurderede GAFFAs Espen Strunk, at gruppen søgte "ind mod kernen af rockens fundamentalt fornuftsstridige væsen med lige dele pik og patos" og beskrev frontmanden som en "mildest talt magnetisk scenekunstner".

Der er mulighed for at blive trukket til og tiltrukket af Grinderman, når de 12. juli går på scenen i Store Vega. Billetsalget starter mandag 2. maj via Vegas hjemmeside, Billetnet og på posthuse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA