Nyhed

Trentemøller gæster Odense

Oh Land og Darkness Falls er på plakaten sammen med Trentemøller til et arrangement til september

Når man i Odense senere på året kan opleve koncertrækken Albani Live 11, er et af navnene på plakaten Trentemøller, der i år kun giver to danske koncerter. Den danske electronica-musiker skal optræde på en aften, hvor også Oh Land og Darkness Falls skal på scenen.

I sidste uge spillede Trentemøller med sit band på den store amerikanske festival Coachella, og skal man tro fan-respondsen på festivalens officielle webside samt omtalen i NME, så var det en fremragende oplevelse. Trentemøller er lige nu på en verdensturné, og derfor er der kun blevet plads til to danske koncerter i programmet. Den ene vil blive afviklet på Danmarks Smukkeste Festival i august, og måneden efter går han på scenen i Odense.

Oh Land har ligeledes travlt i udlandet, og derfor er det heller ikke blevet til mange danske shows de sidste par år. Men til september tager hun altså sit anmelderroste internationale debutalbum med til Albani Live, hvor man også kan opleve Darkness Falls, der arbejder på et debutalbum produceret af netop Trentemøller.


Alle tre navne kan opleves på Albani Bryggerierne 2. september i Odense, og billetter kan købes via billetexpressen.dk.

ANNONCE